Kunstnerisk statement

Ole Braagaard
At male og arbejde kreativt er ikke et valg for mig – det er en nødvendighed. Jeg har altid en strøm af idéer og projekter i gang, og der er en konstant indre energi, som skal have et udtryk. Tankerne finder vej gennem mine hænder og bliver til malerier, skulpturer eller objekter, der opstår i processen.
Jeg arbejder intuitivt. Ofte ved jeg ikke præcis, hvor et værk ender, når jeg går i gang. Det er netop det uforudsigelige i processen, der driver mig. Et stykke træ, et stykke metal eller et tomt lærred kan udvikle sig i mange retninger, og jeg følger den energi, der opstår undervejs.
At udstille sine værker er en sårbar proces. Når man viser sine værker frem, viser man også en del af sig selv. Det er personligt og til tider grænseoverskridende. Derfor betyder det meget for mig, at mine værker bliver mødt med nysgerrighed og positiv respons. Den opbakning jeg har oplevet, har givet mig modet til fortsat at dele mine idéer og arbejde med et publikum.
Kunst som modvægt
I min hverdag arbejder jeg med udsatte unge. Det er et arbejde, der kan være både meningsfuldt og krævende. Jeg møder mennesker, der kæmper med psykiske udfordringer, misbrug og svære livsvilkår. De oplevelser påvirker mig og finder ofte vej ind i mine værker.
Derfor rummer nogle af mine billeder også en mørkere tone. De afspejler de kontraster, der findes i livet – mellem styrke og sårbarhed, mellem håb og afmagt.
Min baggrund er i den digitale verden med en multimedieuddannelse og mange års erfaring med markedsføring og grafisk arbejde. Den visuelle forståelse og erfaring fra reklamebranchen præger den måde, jeg arbejder med komposition, form og farve.
Farver spiller en central rolle i mine værker. Jeg arbejder meget koloristisk og bruger farver aktivt til at skabe stemninger og fortællinger. For mig mangler verden ofte mere farve, og det forsøger jeg at give plads til i mine billeder.
Inspiration
Havet og livet under overfladen går igen i mange af mine værker. Jeg har altid været fascineret af den verden, der findes under vandet, og min passion for undervandsjagt er en vigtig inspirationskilde.
Samtidig rummer mine billeder ofte en mere rå og eksistentiel dimension. Hvis man ser nærmere efter, kan man nogle gange finde spor af det, der er tilbage, når livet har forladt kroppen – knogler, strukturer og aftryk af tid.
Men i mine værker findes også en mere humoristisk og fortællende side. Her dukker dyr op – ofte iført tøj – som har forladt deres naturlige omgivelser og bevæget sig ind i byernes verden. De forsøger at tilpasse sig blandt mennesker, i en verden hvor deres oprindelige habitat langsomt er blevet forandret eller forsvundet. På den måde opstår der små fortællinger i billederne, hvor det absurde og det alvorlige mødes, og hvor naturen og menneskets verden krydser hinanden.
Når jeg arbejder, er det vigtigt for mig, at værkerne bliver ved med at åbne sig for den, der ser dem. At man opdager nye detaljer og historier, hver gang man vender tilbage til billedet.
Jo mere man kigger, desto mere finder man….
Ole Braagaard